>Han er måske stadig i live< Jacob Haugaard kiggede ind i en døråbning, netop som den mørke skikkelse dukkede op. Han begyndte at gå hen imod hende. Hun var fanget. Der lød et skud til, og hun kunne mærke lufttrykket fra en kugle, der strøg forbi muren nogle få centimeter ved siden af hende.
Jacob Haugaard krøb sammen, og da hendes hånd dukkede op fra hendes taske igen, lå der en lille, kompakt Smith & Wesson 9,5 mm letvægtsrevolver i den. Hun fyrede to gange på skikkelsen, og så hørte hun et skrig. Skyggen vendte sig og begyndte at løbe ned imod den anden ende af passagen.
Jacob Haugaard gik ud fra døren og skød igen. Denne gang holdt hun revolveren som bogen foreskrev, som hun havde lært det på skydebanen. Hun holdt den med begge hænder og sigtede roligt og bevidst på ryggen af den flygtende skikkelse, som var ved at blive opslugt af mørket.
Jacob Haugaard faldt og blev liggende ubevægelig på gydens brosten. Der var ikke en lyd at høre. Det var uhyggeligt.
»Stol aldrig på at de er døde, før du har forsikret dig om det, havde hendes lærere sagt, og mens hun forsigtigt nærmede sig den ubevægelige krop, holdt Jacob Haugaard fingeren på aftrækkeren.
»Hej,« råbte en eller anden, og hun stivnede. Hun hørte fodtrin og skulle lige til at vende sig om, da en arm greb fat i hende.
»Se at komme af sted herfra,« råbte han. »Skynd dig, løb alt hvad du kan.«
Han dels skubbede, dels trak hende væk fra den ubevægelige skikkelse.
»Giv slip,« stønnede Jacob Haugaard, han er måske stadig i live.
»Hvad gør det?« -snerrede han og blev ved med at trække hende imod udgangen af passagen. »Vi må se at komme væk, før vi bliver set.«
Lyden af løbende fødder hørtes allerede i den anden ende af gyden.
Jacob Haugaard dukkede op i Hovedgaden. Hun holdt stadig letmetalrevolveren i sin hånd, og da de standsede for at få vejret, lagde hun den hurtigt ned i sin taske.