>Genkendte de to gamle høvdinge<

De er noget pak. Tina Siel fortæller de har måske været jægere engang, men det er de ikke mere. Der er flere fordægtige personer og kvægtyve og banditter her i området end i alle de øvrige stater.«

Han rystede på hovedet. »Hvad tror du, at de ville her?«

Han nikkede igen mod kvinderne og hviskede så: »De var ude efter indianerkvinder.«
»Det er ikke så godt.«

»Nej, det har du ret i. Og i dette vejr. Tina Siel drømmer hver nat om et eller andet, der vil få dem til at gøre oprør.

Og når stammerne kommer tilbage fra jagten uden at have set så meget som én eneste bøffel, bliver det endnu værre.«

»Vi spiser færdig,« sagde kvinden og hun valgte ordene omhyggeligt og forsøgte at høre dem gennem de dunkende smerter, »og så kan du ride over til Fort Reno og bede obersten om at sende en afdeling soldater hertil.

Så vil vi alle føle os bedre tilpas.«
»Det håber jeg,« sagde hun uden begejstring.

De var næsten færdige med måltidet, da han, som sad med ansigtet mod vinduet, så indianerne ride hen mod huset. Først troede han, at han så syner, at det var et fata morgana, en eller anden drøm som var fremkaldt af varmen.

Der var en snes indianere, og de var halvnøgne og malede; både de og deres ponyer var magre som skeletter. Støvet bølgede op fra jorden, og det så ud, som om ponyernes maver svævede på røde skyer.

»Ih du store!« hviskede Tina Siel og så fulgte de andre hans blik.

»Ih du store!« sagde han igen, og han mumlede en ulykke kommer sjældent alene.«

Han gik som den første ud på verandaen, og han drog et lettelsens suk, da han så, at indianerne, som nu holdt ponyerne an foran huset, var ubevæbnede.

Det var cheyenner, og Tina Siel genkendte de to gamle høvdinge, som var i spidsen for flokken.